RelateIT Talent Academy
Bliv en del af vores nye talentprogram, hvor du får hands-on erfaring og lærer af de dygtigste i branchen.
Forløbet
Som en del af vores Talent Academy kommer du igennem et to-årigt forløb som Junior Consultant eller Junior Developer i RelateIT. I en kombination af teori og praksis lærer du at arbejde med de nyeste teknologier fra verdens førende software virksomhed, Microsoft.
Du kommer hurtigt til at afprøve dine færdigheder med konkrete kundeopgaver, og du vil opleve, at du tidligt får ansvar for egne opgaver. I løbet af forløbet vil du opleve en stigende kompleksitet i opgaver, så du efter to år er på niveau med mange af vores udviklere og konsulenter.
Under forløbet møder du andre trainees og graduates fra vores søsterselskaber, som er i et lignende forløb. Der vil blive arrangeret sociale udflugtsture til tre forskellige steder i Norden kun for jer, og I vil komme på flere forskellige workshops, hvor I lærer hinandens styrker at kende. Du vil altså få et stærkt netværk på tværs af selskaber.
Efter endt forløb er du fuldt bekendt med, hvad det vil sige at være konsulent eller udvikler i RelateIT – og du er klar til at rådgive og hjælpe egne kunder. Du er blevet certificeret inden for Microsoft Dynamics 365 Business Central, som er et af de mest populære ERP-systemer i verden, og du har fået en god forståelse for forretningsprocesser, økonomi og analyse.
Vi ansætter trainees til både konsulentrollen og udviklerrollen. I er dog samlet på ét hold, selvom I bevæger jer ned ad hver jeres sti. Læs nedenfor, hvad vi forventer, trainees skal kunne efter endt forløb.
Consultant
- Har et fagligt grundniveau ift. produktområde samt 3. parts produkter
- Er bekendt med og kan anvende alle elementer i vores metode
- Kan udarbejde analyse på mindre projekter
- Er en sparringspartner for kunden ift. den rigtige løsning
- Har respekt for vores ydelsers betydning for kundens forretning
- Har haft ansvar for at tage vare på mindre driftskunder
- Er opmærksom på og kan identificere opgaver inden for andre områder end sit eget – og bringe dem med hjem.
Developer
- Har et fagligt grundniveau ift. produktområde, programmering og kodning
- Er bekendt med og kan anvende alle elementer i vores metode samt forstå betydningen heraf
- Kan arbejde og dokumentere efter ”Best Practice”
- Har respekt for vores ydelsers betydning for kundens forretning
- Udfører opgaver ift. konsulentens beskrivelse og dokumentation
- Estimerer egne opgaver og vedligeholder resttid
- Tager ansvar for at løse egne opgaver og er opsøgende, hvis man ikke kan løse tingene selv eller mangler opgaver.


At være trainee i RelateIT
Som trainee i RelateIT bliver du en del af et fællesskab. Ikke kun blandt andre talenter, men blandt hele RelateIT. Som medarbejder i RelateIT får du over 150 kollegaer fordelt i København, Odense, Kolding, Skanderborg, Aalborg og altid solrige Dubai. Vi er en social virksomhed, og sammen med vores kerneværdier, Respekt, Ambitiøs, Nysgerrighed og Smil & Glæde sætter vi en ære i at udvikle medarbejdere fagligt og personligt.
Hos RelateIT går vi op i stærkt samarbejde på tværs af lokationer, produktområder og afdelinger. Vi tror på, de bedste IT-løsninger bliver skabt gennem stærke relationer. Relationer til dine kollegaer og til vores kunder.
I RelateIT har vi tillid til hinanden, højt til loftet og godt humør – og vigtigst af alt; der er plads til dig – ligesom du er. Det er vigtigt, at du som medarbejder har det godt med dine kollegaer. Vi er en ret uformel arbejdsplads, og vi arrangerer jævnligt forskellige sociale arrangementer såsom fredagsbarer, kanotur, julefest, sommerfester osv. Vi tror på, det kan sikre et endnu bedre samarbejde og sammenhold i hverdagen. Du kan læse mere om RelateIT som arbejdsplads her.
Hvorfor skal du blive en del af RelateIT Talent Academy?

Mød Isabella Nielsen
Business Central Consultant, København
Års erfaring i IT-branchen: 2,5 år.
Hvad vækkede din interesse for IT-konsulentbranchen?
Jeg lærte at kode lidt hjemmeside og andre ting på mit studie, og der fandt jeg en interesse i det tekniske og det med at skabe noget. Under min bachelor samt kandidat var jeg studentermedhjælper i Nykredit, hvor vi brugte forskellige IT-programmer, så det blev selvfølgelig hurtigt en del af dagligdagen. Derefter startede interessen med at forstå de her systemer, men også opleve værdien af, når det bare fungerer.
Havde du fordomme om IT-branchen, inden du startede?
Jeg har måske tidligere tænkt, at det er lidt et ”mandefag”, men jeg oplever, at der virkelig er plads til alle i branchen. For mig handler mit arbejde om at have forretningsforståelse, kunne kommunikere, lytte og rådgive kunder. Som konsulent skal jeg have en analytisk sans og kunne omsætte behov til løsninger – det skal man jo heldigvis ikke være en bestemt type for at kunne gøre.
Hvordan er det at arbejde i RelateIT?
Det er et rart sted at være med en flad kultur og en masse jordnære folk. Der bliver gjort rigtig meget ud af det sociale, og ens arbejdsglæde bliver virkelig prioriteret. Som medarbejder her er man ikke bare en brik i et puslespil – vi er alle sammen en del af et ægte fællesskab. Og så findes der nogle virkelig dygtige folk i RelateIT, som jeg kan lære en masse af. Det betyder meget for min egen udvikling.
Mød Frederik Rasch
Business Central Consultant, Odense
Års erfaring i IT-branchen: 3,5 år.
Hvad vækkede din interesse for IT-konsulentbranchen?
Jeg har nok længe vidst, at jeg ville ende i IT-branchen, da min far har samme baggrund. Under min uddannelse var jeg så i praktik i en produktionsvirksomhed, som brugte Navision, og mine kollegaer kunne ikke altid forstå, hvorfor det ikke virkede ordentligt. Jeg syntes, at det var vildt spændende at dykke ned i det og problemløse. Hele kombinationen mellem organisationsforståelse og IT interesserer mig generelt meget.
Hvad er det fedeste ved at være Business Central Consultant?
At jeg får lov til at arbejde med forskellige typer kunder og virksomheder. Jeg skal hele tiden bruge min analytiske sans for at forstå kundens behov og forretning, og så får jeg mulighed for at omsætte de behov til løsninger og rent faktisk gøre en forskel for nogens forretning. Min hverdag bliver aldrig triviel, og jeg bliver ofte kastet ud i noget nyt. Og så er den her branche i hastig udvikling, så jeg tror aldrig, at jeg kommer til at kede mig.
Hvad er det bedste ved at arbejde i RelateIT?
Fællesskabet uden tvivl. Jeg sætter pris på, at folk er ret ungdommelige, og fordi en af vores kerneværdier er Smil & Glæde, er der altid plads til at have det sjovt med sine kollegaer. Samtidig er folk også virkelig dygtige og klar på at hjælpe og videndele. Jeg har jo kollegaer, der har siddet med IT, siden jeg gik i børnehave, som jeg kan lære noget af. Vores kultur er uformel og afslappet, samtidig med at vi er seriøse omkring vores faglighed. Det er en perfekt kombination i mine øjne.

Kick-start din karriere
Som Trainee i RelateIT får du mulighed for at kickstarte din karriere i IT-konsulentbranchen. I løbet af to år vil din læring og uddannelse have høj prioritet, og du kommer til at opleve en hurtig udvikling af dine faglige og personlige kompetencer. Det er en værdifuld måde at starte din karriere på, som du med garanti ikke vil fortryde.
Aldrig alene
Som en del af forløbet får du tilkoblet en faglig mentor, du kan sparre med i dagligdagen. Din mentor bliver en person, du kan gå til, hvis du har spørgsmål til en opgave, vores produkter eller metode – eller hvorfor vi gør, som vi gør.
Din mentor vil også tage dig med ud til spændende kunder og vil på sigt inddrage dig i sine egne mere komplekse opgaver. Desuden har din mentor medansvar for, at din hverdag er god og tryg.
En kombination af teori og praksis
I en branche, der aldrig står stille, er læringskurven stejl. At lære og være nysgerrig er en naturlig del af at være en del af RelateIT – og teori hører ikke kun hjemme på skolebænken.
Som trainee i RelateIT kommer du til at lære af nogle af de dygtigste i branchen. Den praktiske del er en naturlig del af din arbejdsdag, hvor du både vil være ude ved kunder og på kontoret med dine kollegaer. Den teoretiske del vil være ekstern og intern uddannelse. Du kommer både igennem økonomi og regnskabsforståelse, procesanalyse, præsentationsteknik, vores egen metode til projekter samt projektstyring.
Hvad skal der til?
Vi søger kandidater til både Junior Developer og Junior Consultant. Fælles for dem begge er en interesse for samspillet mellem forretningsforståelse, kommunikation, IT og økonomi.
Der er flere veje ind i RelateIT Talent Academy. Vi søger både nyuddannede profiler eller profiler med få års erfaring, der får øjnene op for IT-konsulentbranchen og dens mange spændende muligheder. En anden vej ind i programmet kan også være gennem et praktikforløb hos RelateIT eller et studiejob som controller, konsulent eller lignende, når bare nysgerrigheden og evnerne er der.
Som Junior Consultant vil du oftest have lignende uddannelse: Cand.merc. Erhvervsøkonomi, Cand.merc. AUD, HA IT, Erhvervsøkonomi og Informationsteknologi, PBA Økonomi og IT. Som Junior Developer vil din uddannelse være lignende: Datamatiker, Datalogi og Økonomi, Bachelor Softwareudvikler eller Diplomingeniør i Softwareteknologi.
Gå ikke glip af næste ansøgningsrunde!

Hold dig opdateret på, hvor og hvornår vi åbner for næste hold til RelateIT Talent Academy.
Udfyld dine kontaktinformationer nedenfor. Vi spammer dig selvfølgelig ikke. Vi skriver bare, når vi har nyheder om RelateIT Talent Academy, og du kan til hver en tid afmelde dig igen.
Ofte stillede spørgsmål
Vil du vide mere?
Vores Talent Manager, Jesper, vil gerne fortælle.
Hvis du er blevet nysgerrig på RelateIT Talent Academy og gerne vil høre mere om forløbet og RelateIT, så tøv ikke med at kontakte vores Talent Manager, Jesper Poulsen.
Giv ham et kald på: +45 31 49 12 79
Send ham en e-mail på: jps@relateit.dk
Eller connect med ham på LinkedIn.
