Vil du være vores nye

UX/UI Designer


Vil du være med til at udvikle vores digitale løsninger på tværs af flere produktområder? Vi hjælper vores kunder på deres digitale rejser og udvikler løsninger, som optimerer lige netop deres forretning. Så hvis du brænder for at skabe brugerflade til mange forskellige slutbrugere fordelt i mange brancher, så er du måske vores nye kollega.

Vi søger en dygtig UX/UI Designer, som skal designe brugerflader til vores forskellige produktområder. Din primære opgave vil være udvikling af oplæg og guidelines til webapplikationer, apps samt optimering af design på eksisterende løsninger. Projekterne vil variere meget i karakter og scope, og du vil få stor indflydelse på funktionalitet og design af løsningerne. Du vil være i dialog med kunder, hvor ønsker og krav skal oversættes til guidelines, og hvor det er dig, der leverer mockups, som kan visualisere løsningen for kunden.

Du får et tæt samarbejde med vores udviklere omkring mockups og design guidelines, hvor I sparrer og deler input samt er i dialog om funktionalitet i applikationer. Du bliver tilknyttet vores Web-team men skal samarbejde med flere forskellige produktteams.

Vi har kontor i 5 danske byer og i Dubai. Din faste arbejdsplads afhænger af, hvor du bor, men det er særligt i Kolding, Odense eller Skanderborg, at vi har brug for dig. Vores Web-team er et ungt team med vækstambitioner, holdånd og en uformel tone. Du vil også komme rundt på de andre lokationer og naturligvis hos vores kunder.

Om dig

Det kommer naturligt til dig at analysere på kundernes behov og omsætte disse til digitale løsninger i samarbejde med kunden og dit team. Du får stor indflydelse på hele processen, så du må ikke være tilbageholdende i forhold til at udfordre valg af design, teknologi og kravsspecifikation.

Det er naturligt for dig at arbejde i pragmatisk funktionalitet fremfor pixelperfect design Du elsker at designe specifikke løsninger til forskellige brancher, hvor du kommer til at kende slutbrugerne godt og kan udfordre kunden på design. Du trives i en agil organisation, hvor du vil indgå i forskellige teams og projekter.

Da du får ansvar for dine egne arbejdsopgaver, er det vigtigt, at du kan lide at arbejde selvstændigt, men du er også opsøgende og rækker ud i dit team, hvis du har brug for sparring. Det er vigtigt, at du har øje for den røde tråd i projekter med sans for vigtigheden af detaljen – også i travle perioder. Hos os går fleksibilitet naturligvis begge veje, så når vi har rigtig travlt, kan du også komme ud for at skulle yde en ekstra indsats i en periode.

Du trives i, at ikke alle arbejdsdage er ens, og du formår at tilpasse dig kundens miljø. Gennem din servicerende tilgang kan du gøre kunden tryg i både relationen og løsningen af opgaven.

En af vores styrker er, at vi genbruger hinandens viden og erfaringer. Derfor mødes vi 10 gange årligt til en fælles opkvalificeringsdag for hele RelateIT, hvor vi har fokus på uddannelse og at dele vores viden på tværs. Så det er vigtigt, at du er nysgerrig på at lære mere.

Din baggrund

  • Mindst 5 års erfaring med UX/UI design til digitale løsninger
  • Relevant uddannelse eller samme kompetencer tilegnet igennem erfaring
  • Erfaring med design af web og mobilapplikationer
  • Erfaring med agil udvikling
  • Erfaring med prototyping – gerne i Adobe XD, Figma eller lign.
  • Du er flydende i dansk og kan engelsk på et rimeligt niveau

I hverdagen arbejder vi med rigtig mange forskellige slags teknologier, og der er ikke krav om et specifikt værktøj. Det vigtigste er, at du kan tilegne dig kompetencer inden for et givent felt.

Følgende ser vi ikke som must-haves, men som nice-to-have:

  • Erfaring med Apples Human Interface Guidelines
  • Kendskab i iOS design paradigmer
  • Har arbejdet med design af Microsoft PowerApps
  • Interesse i React.js, Tailwind CSS, Swift UI og Ionic Mobile Framework

Hold dig ikke tilbage med at sende din ansøgning afsted – vi følger løbende med og er klar på at invitere interessante kandidater til samtale.



Lokation

København, Odense, Kolding, Skanderborg eller Aalborg

Ansøgningsfrist

Desværre udløbet


Send en uopfordret ansøgning

Kategori

JOB • udvikler ux/ui software web


Del dette jobopslag


Kontakt os

Image

Karsten Tietje

Product Manager Web

Image

Trine Hansen

HR Consultant


Let's succeed together


RelateIT blev etableret i 2012 og er siden da vokset til seks lokationer med mere end 145 medarbejdere, og vi har en produktsammensætning i hastig udvikling. Derfor har vi travlt, men vi arbejder med et smil på læben og gerne med en sjov kommentar flyvende gennem lokalet. Som medarbejder hos os bliver du en del af en uformel arbejdsplads, hvor der ikke er langt fra dig og til chefen. Vi har et godt socialt sammenhold, og vi holder løbende sociale arrangementer eller slutter ugen af med en lille fredagsbar. Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere har det godt og løbende bliver udviklet, både fagligt og personligt.


Læs mere om RelateIT som arbejdsplads